Biografgænger på SOLO-måden

I aften fik jeg min debut som biografgænger på solo-måden.

Jeg gik ind for at se "Rocky Balboa". Det er ikke fordi, jeg ikke har nogle venner, men har åbenbart ikke nogle venner, der synes hverken boksning eller Sylvester S. er interessant. Jeg har nu altid været skjult fan af begge dele. Måske ikke så meget Sylvester, men i Rocky og Rambo, der er man vel stadig så meget dreng indeni, at det er cool nok.

Jeg følte mig temmelig dum, da jeg bad om en enkelt til "Rocky". Lød som om jeg stod i DSB's billetsalg og lige skulle have en enkelt til KBH eller Samsø (Hvis man kan det, ellers lød jeg nok sådan alligevel).

Jeg pegede desperat på damens skærm med billedet af salens sæder og sagde højt og tydeligt, for at hun ikke SKULLE og andre bag mig ikke KUNNE være i tvivl, at jeg skulle have det dér sæde, der stod i det bageste hjørne af salen og længst væk fra døren. Tænkte måske, at der ville være en skillevæg, så de andre i salen ikke kunne se mig.

Filmen gik igang og alt blev mørkt.

Skønt at være skjult af mørket.....men ikke af lydmuren desværre. Den film ramte jo hele mit følelsesregister, så jeg skreg af grin. Havde næsten glemt, hvordan det lyder. Græd en smule, men snøftes skulle der jo og da Mike Tyson så pludseligt stod på skærmen, blev jeg SÅ overrasket, at der naturligvis lige skulle komme et udbrud dér også.

Da filmen var slut, prøvede jeg at lade som om, jeg fulgtes med nogen ud fra salen, så alle ville tro, jeg var sammen med NOGEN, men det projekt mislykkedes vidst.

Men alt i alt er jeg glad for, at jeg gjorde det og gør det sikkert igen til "Anja og Victor - Brændende kærlighed", som der med garanti heller ikke er andre i slænget, der gider at se.