5. December

På sygehuset havde Simon fået besked om, at observation af folk med hjernerystelse betød, at man én gang i timen skulle spørge dem: "hvad hedder du?", "hvor er du?" og "hvad dag er det?". Jesper var faldet i søvn 5 sekunder efter, Simon havde slukket lyset. Med armene omkring Simon på en måde, så han lå ad helvede til ubehageligt... Men Jespers nøgne hud mod hans, var alt han havde drømt om siden rusturen for 2 år siden.
- "Wallalalalaladalivære", Simon sprang op med krampe i benet efter den ubehagelige stilling.
- Jesper vågnede med et spjæt."Hvad sker der?"Simon blev befippet og sagde: "hvad hedder du?"
- "Osama bin Laden, hvad tror du selv?"
- "Nej, du skal sige det. Det sagde sygeplejersken"
- "Fair nok. Jeg hedder Jesper, jeg er hos Simon og det tirsdag. Eller hvad er klokken?"
- "Super, så kan vi sove igen".
Simon lagde sig ned og Jesper lagde sig tæt ind til ham og kyssede ham på brystet. Og faldt i søvn.
Efter en lang nat, hvor Jesper havde svaret i søvne, rejste Simon sig og gik ud og tissede. Han kom tilbage til soveværelset og vækkede Jesper, der sagde den magiske sætning. Jesper satte sig op i sengen, tog sin telefon og sendte sms-beskeder til Alex og Brian om, hvad der var sket - og han ikke kom til dagens forelæsninger...og om de ville tage notater for ham. Han overvejede at skrive til Trine, men orkede ikke lige, at hun skulle ringe og lave stort drama ud af det. Simon lagde ømt en hånd på Jespers pande og sagde: "jeg tror patienten er i bedring". De grinede og kyssede kort. Jesper sagde, at han gerne ville sove noget mere og lagde sig under dynen.

Simon sad og kiggede på Jesper til han faldt i søvn. Sad og lyttede til den melodiøse snorken og følte, at det her var virkeligt rigtigt. Simon rejste sig og gik ind på kontoret, hvor han satte sig ved skrivebordet og åbnede den nederste skuffe rodede lidt og tog et fotoalbum frem. Langsomt bladrede Simon i albummet og stoppede ved et billede taget ved søsterens 15 års fødselsdag for lidt over 3 år siden. Billedet var taget i Billund Lufthavn, hvor de skulle til Paris, som var Nete's ønske fra forældrene. Dengang gik Simon i tredje g, havde langt hår, sort make up og var klædt helt i sort. Nete havde sagt, det eneste hun ønskede sig i gave af Simon var, at se ham i jakkesæt. Og Nete var Simons et og alt, så han havde ladet sig klippe og fået sin mormor til at betale et lækkert boss-sæt til ham. Han lignede en million. Simon smilede ved sig selv ved tanken om Nete og forældrenes ansigt, da de så ham. Nete græd. Af glæde. Og forældrene var så stolte, at de slet ikke kunne holde op med at tage billeder. Deres førstefødte. Deres arvtager til møbelfabrikken. Deres stolthed. Deres ulækre bøssesvin som ikke længere var deres søn, som faren så kærligt havde skreget ugen efter, da de smed ham ud hjemmefra. Han havde fået nøglerne til firmalejligheden på Frederiksberg sammen med beskeden om, at det i øvrigt var det sidste, han nogensinde ville få af dem. Simon havde fået sine ting fra værelset leveret af en af chaufførerne dagen efter. Han havde prøvet at kontakte dem mange gange det kommende halve år efter. Men tabt til missionen og farens trusler. Resten af familien var om muligt endnu mere religiøse, så der var helt lukket. Fra nogle af dem i punkmiljøet havde han hørt, at Nete var blevet sendt på efterskole; men de kunne ikke finde ud af hvor. Simon gættede på bibelskole, så det ville heller ikke nytte noget at lede der. Han havde langsomt accepteret, at han måtte klare sig selv - og leve med sig selv. Det var først indenfor de sidste 6 måneder, han var begyndt at gå ud. Det var blevet til masser af anonym sex, men frygten for at binde sig til andre brændte i ham. Sårene var stadig så dybe, som da de blev lavet. Dagens date havde været den første, siden han blev outet efter en kikset date med fætterens bedste ven. For 3 år siden. Jesper og ham havde skrevet sammen de sidste to måneder om alt. Alt. Og Jesper havde virkelig presset på for daten. Også derfor han ikke havde taget det halstørklæde på. Havde det da bare været alle andre end Jesper, som han havde næret så store følelser for så længe. Gad vide om Jesper egentligt kan huske, de snavede dengang? Simon troede det ikke. Men Jespers duft kunne Simon huske og genkende blandt tusinder andre. Skulle det her være? Simon fik blanke øjne og gav sig til at grine lettere hysterisk af, hvor ynkelig han var. Tusinder havde det værre end ham og han havde i det mindste sig selv. Det var der mange, der manglede.
- "Må jeg få et glas vand?"
Simon vendte sig og så de blanke øjne, han kendte så godt fra dig selv.
- "Først skal du svare på de magiske spørgsmål", grinede Simon lidt nervøst.
Jesper gik hen til Simon, der rejste sig. Jesper tog hænden fra dynen, der gled ned over den nøgne krop, tog Simons hoved i sine hænder og sagde:- "Jeg hedder Jesper. Jeg er hos fyren, jeg har drømt om så længe - og jeg tror, det er den bedste dag i mit liv".
Begges øjne blev blanke. De omfavnede hinanden tæt. Kind mod kind. Jesper var den første til at sige noget:
- "er du ikke også lidt træt?"
- "jo", gabte Simon, "og uha så varmt her er. Jeg må da hellere få noget tøj af og komme i seng".

Klokken 21.30 vågnede Jesper, vækkede Simon med et vådt kys og spurgte, om han ville med i bad. 1 time senere tørrede de sig - og Simon sagde, at han lige ville løbe til Efe's efter noget mad. Mens Simon var afsted tog Jesper telefonen frem, der havde stået på lydløs. Trine havde prøvet at ringe over 50 gange. Og sendt 10 beskeder. Jesper orkede ikke lige at læse dem, så han skrev bare til Trine, at han havde slået hovedet igår og ligget til observation - og først ville kunne snakke imorgen. Så skyndte han sig at slukke sin telefon, da han kunne se, hun havde modtaget den, og gik igang med at dække bord.

De spiste i intim stilhed. Begge havde deres tanker andre steder. Jesper rejste sig og begyndte at tage af bordet og skulle til at vaske op, da Simon spurgte, om han ville have dessert. Jesper svarede: "næh, men jeg tror, jeg er ved at få ondt i hovedet igen".

Simon rejste sig, gik hen mod Jesper, kyssede ham på halsen og i øret og sagde: "det må lægen nok hellere lige kigge på". En tallerken faldt på gulvet og gik i tusind stykker, men de hørte intet.