10. December

-"Er jeg død og venter på at blive obduceret eller er det, det lys alle taler om?", tænkte Jesper.
- "der var du heldig, unge mand". Lyset slukkede og Jesper kiggede direkte ind i øjnene på en mand i 50'erne, der var i kittel.
- "hvor er jeg?"
- "Rigshospitalets traumecenter. Du besvimede i en taxa og han kørte dig herind. Du får i øvrigt en regning med posten". Og så grinte lægen en rigtig brummelatter.
- "Hvad er der sket?"
- "Tjah, til at starte med troede vi bare, du var fuld. Men sygeplejersken kunne genkende dig og vidste, at du havde en hjernerystelse. Så nu er vi lidt bange for, at du har fået en hjerneblødning eller din hjerne er hævet, så du skal scannes lige om lidt".
- "Er det farligt?"
- "Ja, meget faktisk. Derfor du ikke måtte dyrke hårde fysiske aktiviteter eller drikke alkohol. Men nu scanner vi dig og så må vi se, hvor alvorligt det er".
Jespers ansigt dunkede og han syntes, at lægen begyndte at blive mørk.
- "Er der nogen, vi skal kontakte for dig?"
- "Ja, få fat på Simon".

Jesper var kommet til sig selv igen under scanningen, hvorefter han var blevet indlagt. Nu var han lige vågnet og lå i hospitalssengen og spiste noget morgenmad, da stuegangsføljet kom ind. De så alle 3 meget alvorlige og bekymrede ud.
- "Er du Brian Larsen?"
- "Nej"
- "Jeg hedder Brian", lød det fra den anden side af skærmen.
- "kan du gå?", spurgte lægen?
- "må jeg?
- "lad mig lige se". Lægen tog sin pda op scannede Jespers CPR-nummer og læste lidt på skærmen.
-"Du lider stadig af hjernerystelse, du har fået aktivt kul for at fjerne din promille på over 2, og hvis du ikke lytter til, hvad vi siger, så går det meget være næste gang! Ja, du må gå, men i første omgang vil jeg gerne lige bede dig gå udenfor døren, så jeg kan snakke med din nabo".

Lægerne havde talt med Jesper ude på gangen; mens en sygeplejerske havde hentet hans ting. Jesper havde kunnet høre Brian råbe nej nej, kort efter han havde forladt værelset. Denne gang mente de alvorligt, at Jesper skulle holde sig fra motion og alkohol de næste dage. Sygeplejersken der havde afleveret tingene, havde også lagt en indlæggelsesseddel til ham, som han tog i lommen og gik.

Hovedpinen var kostant og hård. Som en traktor der lå og pløjede lidt i hjernegrøden. Det skarpe lys fra computeren, syntes at bore sig ind i ham. Han skruede ned for lysstyrken, samtidigt med han ringede op til Alex og fortalte, hvad der var sket - og at han ikke kom i skole idag. Han ringede også til firmaet og forklarede, hvad der var sket; men han regnede med at være tilbage torsdag. De ønskede ham god bedring og glædede sig til at se ham igen. Da alt det praktiske var ordnet, ville Jesper have fundet Simon. Så han startede med at søge på Simons adresse. Der var han ikke registreret med noget nummer. Så tog han og gik gennem alle Simon'er på HA-jur. Der var kun 11 registreret med telefonnummer på intranettet. Han skrev siden ud og startede fra en ende af. Ingen af dem var den rigtige. Det hele kørte rundt i hovedet på Jesper, så han lagde sig på sengen.

Efter en morfar var det hele lidt mere klart. Hovedet dunkede ikke så meget, så han besluttede sig for at prøve en kop kaffe. Som han sad der i sin beanie bag, syntes det hele pludseligt så kompliceret. Hvorfor havde han spurgt efter Simon? Kunne man være forelsket i en, man kunne havde kendt i 48 timer, hvem skulle han lige snakke med om det?
Han sov en halv times tid mere siddende i stolen og drømte om blå legotog, buske der brændte, vand der flyttede sig og om hans mor, der stod og sagde: "du er ikke min søn", om sygeplejersker der fulgte ham i skole og gav ham sedler med hjem for at have været uartig. Han vågnede med et sæt. Indlæggelsessedlen. Han rodede hurtigt sine bukser igennem og fandt den. "Nærmeste pårørende: Simon efternavn ukendt". Og så var der telefonnummeret, som Simon havde opgivet. Skrevet på i hånden med kommentaren "forsøgt kontaktet: ".
Yes. Yes yes yes.
Jesper sprang op efter sin telefon. Han ringede nummeret. Der var ingen, der svarede - og Simon havde slået sin telefonsvarer fra. Skulle han sende en sms? Nej, ikke lige nu. Så hellere vente.
Jesper gemte Simons nummer på telefonen, smurte sig en mad og satte sig ved computeren. Hovedpinen kom hurtigt tilbage, så Jesper lagde sig på sengen.

Pludseligt ringede det på døren. Jesper åbnede, og der stod en asiatisk fyr og smilede.
- "hej, du ser så overrasket ud. Er det ikke dig, der er Jesper?"
- "jo...", det dæmrede. -
"Pulu?".
- "ja. Og jeg har simpelthen været så spændt på at se dig".
Pulu gik ind og smed sin jakke og sagde så: "skal vi gå direkte i soveværelset eller vil du i bad først?"
- "soveværelset?"
- "ja, til massagen!"Jesper måtte have mistet mere end 3 celler i hukommelsescentret, for han var helt blank. Men det lød rigtigt - og han trængte virkelig til massage.
- "nu skal du høre, jeg har en hjernerystelse, så det er nok ikke så godt".
- "pjat med dig, selvfølgelig er det det. Nu går jeg ind og gør klar. Hvor er soveværelset?". Jesper pegede og Pulu gik derind. Telefonen ringede.
- "hallo?"
- "selv hallo. Det er dig, der har prøvet at ringe til mig!"
- "Simon?"
- "Jesper?"
- "fuck hvor er jeg glad for at få fat på dig. Jeg fik dit nummer på sygehuset".
- "de skulle ikke have givet dig det, det har de ingen ret til"
- "hør, jeg vil gerne sige undskyld. Det hele var en fejl. Der er ikke sket noget, og jeg har kun tænkt på dig!".En meget bøsset stemme råbte lige bag Jesper:
- "smid så den telefon skat, jeg har lige smurt mig ind i olie og dækket sengen til, så den er klaaaaar".