Sorte fugle

Når alting bli’r stille
Og mennesker fjerne,
kommer de,
de sorte fugle.

De kommer væltende uden at spørge om lov.
De sætter sig i tankens krone.
Aller øverst

Man bliver anderledes,
men alle andre virker sådan.

Landskabet farer forbi.
Man ser bare til.
Man prøver,
men må opgive at følge med.
Man råber fra sin glasklokke,
men kan ikke følge med.

Man siger ting…
Folk lytter…
men hører ikke.

De fornemmer de sorte fugle,
men ser dem ikke.

Når alt forandres,
ønsker man stilstand…
Når man selv forandres,
ønsker man, at andre skal opleve stilstand,
ellers kan man jo ikke følge med.

Man vil følges med en enkelt,
men må følges med alle…

Man vil følges med alle,
men må gå alene…

Han leder mig til det stille vand,
hvor alt kan få afløb,
men ingen at dele det med.


Engang fældede jeg en tåre blot fordi, jeg var lykkelig.